Hvad gør du når kaffemaskinen driller?

Vandet er hældt på maskinen. Du har kværnet den lækreste specialty coffee, du længe har haft fingre i. Den er ristet så sent som igår og dufter fantastisk. Aromaerne fylder alle køkkenets afkroge.

Glæden lyser ud af øjnene, da du med hænder rystende af spænding tænder for kaffemaskinen og… Intet sker. Knappen lyser ikke, den velkendte rumlen af kogende vand er ikke til at høre, uanset hvor tæt du lægger øret til maskinen. Hvad så nu, tænker du.

Tjek om der er strøm i kontakten

Glæden slukkes hurtigere end lyset fra en lommelygte. Det første, du er nødt til at gøre, er at tjekke om der er strøm. Tjek sikringerne eller se om andre ting fint modtager strøm. Er der ikke noget at se, så er det måske selve stikkontakten, den er gal med.

Hiv forsigtigt den fyldte kaffemaskine over til en ledig stikkontakt. Virker den her, er det garanteret kontakten, der er gået i stykker. Selvfølgelig kan du sagtens lave kaffe ved den anden stikkontakt, men det er trods alt lige ved vasken. Kaffemaskinen er kun i vejen og den så pænere ud det første sted. Det er på tide at kigge efter nogle nye stikkontakter.

Lav kaffe på en alternativ måde

Skulle du igen stå uden strøm i stikkontakten, findes der måder at lave kaffe på, som kun kræver et komfur at koge vand på og eventuelt en håndkværn. Så her kommer tre måder, som samtidig giver dig et mere personligt forhold til kaffen. 

Kaffebønnerne

Kværn kaffebønner med en håndkværn. Har du ikke sådan en, fungerer et viskestykke og en hammer helt fint. Det bliver bare ikke så ensartet et resultat som kværnen. Alternativt kan du bruge en blender.

En hurtigt tommelfingerregel for antallet af kaffebønner:

Brug 0,064 g kaffebønner pr. 1 ml vand. 

F.eks. 0,064 g X 500 ml = 32 g. Altså skal du bruge 32 g kaffebønner til en halv liter vand.

Stempelkande

Kog vandet og hæld det over groftkværnede bønner. Sørg for at vandet får kontakt med al kaffen. Sæt ikke låget på endnu. Lad det trække i 4 minutter.

Rør i kaffen, når de 4 minutter er gået. Skrap skummet væk og vent yderligere 30 sekunder på, at kaffegrumsen falder til bunds. Sæt låg på og tryk langsomt stemplet ned.

Tragt på kop

Skyl papirfilteret med varmt vand, inden du fylder mellemfint kværnede bønner i kaffetragten. Dæk kaffen med kogende vand. Lad det stå i 30 sekunder, så gasserne befries.

Hæld langsomt det resterende vand i tragten.

Kogekaffe

Kog vandet op i en gryde eller kedel og skru ned. Hæld groftkværnede kaffebønner i vandet og lad det simre i 4 minutter. Sluk nu for varmen og vent 2 minutter. 

Sørg for at hælde det forsigtigt i koppen eller gennem en si, så du undgår kaffegrums.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *